tirsdag den 26. maj 2009

Purdue University og hvad jeg laver her :-)

Dette er så Purdue University - eller i hvert fald en af de mange klassiske røde bygninger, der er på Campus. Jeg ville meget gerne have vist et flot oversigtsbilled af Campus - for det er meget imponerende - men for ikke at bryde copy right for meget, så vil jeg istedet indsætte et link til Purdue University's egen hjemmeside, så kan eventuelt interesserede gå ind og studere billeder derinde...: http://www.purdue.edu/ Purdue University passer meget godt til det traditionelle billed af et amerikans campus område, stor imponerende bygninger lagt sammen som en hel by, og derimellem masser af grønne og meget velholdte områder og forskellige monumenter.


Der er en særlig tradition for at afgangsstuderende giver en økonomisk gave til Purdue University. En gave, der som regel bliver brugt til en eller anden skulptur, udsmykning eller lignende, så det er der meget af på campus området. Et område, som er imponerende pænt og velholdt. Her henover sommeren, hvor mange af de studerende er rejst, så foregår der imponerende meget arbejde på bygningerne - også dem, som man slet ikke synes trænger til noget renovering.



Purdue er et offentlig universitet grundlagt i 1869, universitet er i USA særlig kendt for sine ingenørfag. Den vel nok mest kendte Purdue studerende nogensinde er Neil Armstrong. Der er 42.000 studerende på universitet og godt 16.000 ansatte... Purdue befinder sig i byen West Lafayette, en flod adskiller West Lafayette fra Lafayette. West Lafayette er vel næsten identisk med Purdue University. Hele byen bærer præg af, at her bor mange af de 42.000 studerende. Der er en masse fast-food-spisesteder, butikker der sælger alt i Purdue-fan-udstyr (tøj og ting med Purdue logo - noget man går meget op i herover) og barer. Byen er meget fredelige og rolig, men det hænger nok også sammen med, at det er sommer og skoleåret er slut for mange studerende, hvorfor der er mange, som er rejst fra byen.
Jeg befinder mig på institut for Speech, Language and hearing sciences. Min primære årsag til at have valgt dette universitet er at her er professor Larry Leonard, som er en meget erfaren mand indenfor netop mit forskningsfelt og oven i købet uddannet indenfor psykologi - hvilket der ikke er så mange indenfor mit forskningsfelt, som er. Jeg har fået rig lejlighed til at tale med Leonard, desvære så har jeg også erfareret, at til trods for at der er et psykologisk fakultek herover, så taler de to fagområder ikke rigtig sammen, så jeg befinder mest sammen med lingvistikker og audiologer. Men det er vist også ok :)
Og hvad laver jeg så.... Tja indtil videre har jeg brugt meget af min tid på at følge forskellige forskningsprojekter herover. Der kører mange forskellige projekter omkring børn med sprogvanskeligheder her på instituttet. Og jeg har så fået lejlighed til at følge testningen af børn til disse projekter. Det har været spændende. Meget af testningen sker med tekniskudstyr, som jeg kun har læst om, så det er spændende at se i virkeligheden. Det har også været godt at se den store samling af testmateriale - så får jeg en bedre idé om, hvilke materiale jeg måske skal foreslå, at vi køber hjem til AAU. Midt i juli starter man et sommerprogram op, hvor børn med sprogvanskeligheder kommer ind og får terapi og deltager i forskellige eksperimenter. Det er årets højdepunkt på instituttet, for i disse tre uger får man (næsten) al datamateriale til resten af årests forskning.
Jeg har også brugt en del tid på at få overblik over mit eget forskningsprojekt og mine egne data (tak til Kaj for at jeg nåede at få al dataen med på pdf!), som jeg ind imellem får lejlighed til at diskutere med professoren og få noget sparring på. Der er dog meget lang vej igen, før jeg får det fulde overblik over mit data for der er simpelthen så meget!
Der er også meningen at jeg skal følge forskellige fag mens jeg er herover. Bl.a. har jeg fået lejlighed til at følge et kursus i vejledning til familie og fagpersoner omkring børn med sprogvanskeligheder. Det er ikke lige den slags kurser, som der er flest af i DK.
Og så har jeg jo også en målsætning om at få forbedret mit engelsk under mit ophold. Udover den daglige hverdagssnak med folk på instituttet og ekspedienterne i butikkerne, så har jeg meldt mig til forskellige engelskkurser, som kører herover. Mine engelsklærere fra skoletiden ville blive meget overrasket, hvis de hørte, at jeg frivilligt tager engelsktimer - det er vist et fag, som altid har stået nederst på min prioteringsliste... Det bliver ikke britisk-engelsk, men accent-amerikansk-engelsk, hvilket passer mig fint :0)

Endelig så drager jeg i næste uge til konference i Madison. Jeg skal præsentere en poster (sådan en stor plakat, hvor jeg redegør for en undersøgelse omkring tosprogede børn, som jeg faktisk lavede tilbage på 8.semester - uha det er længe siden!) på konferencen. Det bliver spændende at skulle stå helt alene på en stor konference og præsentere/forsvare sit arbejde (plejer at have min vejleder ved min side)... Der kommer en del spændende oplæg på konferencen om netop børn og sprogforstyrrelser, så det glæder jeg mig rigtig meget til. Kim og pigerne tager også med til Madison. Vi skal bo på et hotel i centrum, så det kan forhåbenlig også blive et tiltrængt afbræk for dem, for der er vist ingen tvivl om, at indimellem, så er hverdagen lidt lang hjemme i lejligheden. Min tid flyver til gengæld afsted, imorgen har jeg været her i 4 uger og så er der 6 uger tilbage af mit ophold på universitet... Så lige nu har vi også lidt travlt med at få planlagt de sidste 4 uger af vores USA-ophold, hvor det jo er planen at vi skal ud og se lidt mere af landet.


Et af Purdues vartegn: Klokketårnet

Ingen kommentarer:

Send en kommentar