Amish, motel og lake Mitcigan

Endnu en begivenhedsrig weekend er det blevet til. Til forskel var de øvrige weekender havde vi dog ikke planlagt det store. Vi havde lejet bilen og kørte fredag eftermiddag mod den nordlige del af Indiana. Dette område er særlig kendt for sin forholdsvis store Amish population. Planen for weekenden var at stifte nærmer bekendtskab med dette særlige folkefærd. Til dem, som ikke kender noget til Amish populationen, så er det en protestantisk, kristen gruppe af mennesker, der hovedsageligt findes i den nordlige del af USA. Gruppen er særlig kendt for at medlemmerne giver afkald på moderne teknologi, såsom biler, telefoner, tv, pc'er. Gruppen er særlig kendt for at køre rundt i sorte hestevogne, gå ensklædt i ældre udseende tøj (mændende med hatte og seler, kvinderne med kjoler med forklæde og små kyser). http://http//da.wikipedia.org/wiki/Amish.

Amish folket bryder sig ikke om, at blive fotograferet, da det fremhæver individet og her sætter man gruppen højere end individet. Så vi undlod at tage billeder af dem. Vi besøgte dog et par museer, som gav en rigtig god forståelse af folkefærdet, deres historie og deres nuværende situation. Kun iblandet lidt "reklame" for den rette kristne tro - ingen tvivl om, at Indiana er en troende stat. Når man kørte rundt i dette område blev man ofte mindet om dette i form af kristne statements på fx. husene.

Det var fascinerende at opleve, hvordan hele området er indrette til, at Amish-folkene som en naturlig selvfølge bevæger sig rundt med deres hestevogne, man kan ikke køre mange 100-meter på en hvilken som helst vej før man møder en hestevogn - selv på hovedvejen mødte vi hestevogne. Og ved supermarkederne var der lavet hestevognsparkering:

Fredag aften fik vi et solidt Amish-måltid på Amish Acres. Måltidet bestod af: Bønnesuppe med nybagt brød, kylling, kartoffelmos, nuddler, kålsalat, majs (og det var ikke sådan nogen fra en dåse!) og frugttærte til dessert. Det var virkelig rigtig god mad. Vi fik alt hvad vi kunne spise og drikke til den nette sum af næsten 50 dollars (ca. 250 kr). Det var en god erstatning for den fastfood, som man desvære ofte kun kan finde, når man kører rundt herover!

Vi skulle også afprøve motel-overnatningsmetoden, da det er den, som vi har besluttet at praktisere på vores måneds-afslutnings-rundrejse. Dvs. metoden med bare at finde et billigt motel/hotel, når vi har brug for det. I USA vrimler det næsten lige så meget med moteller/hoteller, som det vrimler med fastfood-restaurenter. De er overalt. Spørgsmålet var bare om de billige priser, som de ofte reklamere med holdt stik i virkeligheden og om det var ok overnatningssteder. Vores første motel-stop blev (heldigvis) ikke til noget, fordi den indiske motel ejer ikke tog mod kreditkort, hvilket vi først fik af vide efter 10 minutters papirudfylden - til trods for, at vi havde spurgt om det, som noget af det første...Hendes engelsk kundskaber var vist ringer end vores og hvis orden og rengøringen i receptionen (eller hvad man skal kalde det rum, hvor man skulle ringe på en lille bitte klokke og snakke ind igennem et lille bitte hul i en lue) var standard for resten af motellet, så gjorde det ikke noget, at det ikke var der, at vi skulle tilbringe en nat. På den anden side af gaden lå dog et andet motel, og her var standen også klart bedre og prisen den samme, så først lærdom: Kig dig omkring inden du tager et værelse. Vi fik et fint motelværelse med to dobbeltsenge til 40 dollars og det incl morgenmad. Det var et ok sted, rent, pænt og roligt og pigerne synes rigtig godt om at sove ude - det er lidt spændende (endnu i hvert fald!). Det er straks en lidt større prøvelse for forældrene, som måtte sande, at for at få Freja og Signe til at falde i søvn i det samme rum som os, så er vi faktisk også nødt til at slutte for tv'et og ligge os til at sove, så hele familien kom tidligt i seng både fredag og lørdag, men så var vi også friske til at udforske området om dagen!

Søndag havde vi afsat til et besøg i Michigan City, egentlig var det for at shoppe lidt mere i et outlet deroppe, men da vi var kommet afsted i god tid (længe før butikkerne åbnede), så benyttede vi chancen til et smuttur ned på stranden til Lake Mitchigan. Og hvilken fascinerende oplevelse. Billederne gengiver ikke oplevelsen af at stå der midt i sand, sand og atter sand og spejder ud over en sø, som er så uendelig stor. Når man kommer derud ligner det, at man står ved havet, man mangler dog duften af saltvand. Da søens areal er større end Danmark, er det ikke så underligt, at man ikke lige får fornemmelsen af at stå ved en sø!

Jeg tror at vi alle nød freden og roen derude. Der kunne vi vist godt have tilbragt hele dagen.

På vejen tilbage fra stranden mødte vi den lokale sherif. Han ville lige hilse pænt på os - med håndtryk. Og så informerede han ellers om, hvad der var af naturattraktioner i området. Pigerne fik også hvert et fint sherif-logo.... Endnu engang så oplever man den fantastiske amerikanske imødekommendehed, herover går sheriffen rundt på stranden og snakker med folk, og agerer næsten omvandrende turistguide. Hyggeligt.

Efter shoppetur i outlet, så gik turen atter hjem til West Lafayette - dog måtte vi lige ud på en lidt længere tur hjem end beregnet pga. en detour (det havde intet med mine kortegenskaber at gøre!). Heldigvis har vi nu indkøbt en GPS til resten af rejsen :-)

Hov havde nær glemt weekendens højdepunkt for pigerne: Mødet med en lille muldvarp. Godt, så er vi taget helt herover på den anden side af Atlanterhavet, og så er det mødet med en lille blød muldvarp på en højlys dag, som vækker mest glæde - men det var nu også fantastisk at stå og se, hvordan det lille væsen prøvede at grave et nyt hul, så den kunne forsvinde ned under jorden igen. Ifølge Signe og Freja var den meget blød. Det ligefrem kriblede i Signes finger efter at få lov til at løfte den op, men her gik desvære for hende mors grænse for omgangen med levende vilde dyr....Men sød det var den.